Hvordan coacher man en fisk, der vil klatre i træer?



Jeg ledte efter et coaching citat, jeg kunne skrive noget klogt om, som ikke handlede om det der med, at det er noget vrøvl, at alt er muligt og man kan, hvad man vil - fordi jeg allerede har skrevet om det et par gange.


Men så faldt jeg over det her Einstein citat, som jeg ikke har set før. Og det er så spot-on i forhold til min skepsis overfor ‘alt er muligt’ tilgangen til coaching, at jeg ikke kan lade være med at bruge det.


Vi er alle sammen genier, siger Einstein. Der er noget, vi er gode til. Men der er også noget, vi er virkeligt ringe til, og som vi aldrig kan blive gode til. Fisken kan aldrig lærer at klatre i træer.


Og hvis vi bedømmer og dømmer og værdsætter os selv i forhold til det, som vi ikke kan finde ud af, så kan vi bruge et helt liv på at dømme os selv ud og tro, vi er dumme.


Så derfor - mener Einstein, er jeg sikker på - skal vi ikke bruge vores liv på at prøve på at gøre og opnå noget, vi er dårlige til og ikke har en chance i helvede for at lykkes med. For vi ender bare med at få et lavt selvværd og blive ulykkelige af det.


Vi skal gøre noget, vi er gode til. Hvis vi gerne vil være lykkelige, forstås.


Coachens dilemma i mødet med umulige drømme


Men hvad gør vi som coaches, når en fisk kommer til os med en drøm om at blive verdensmester i at klatre i træer?


Fortæller vi fisken, at hvis den kan drømme det, kan den gøre det. At den kan lære det, hvis den virkeligt vil. At alt er muligt. Tro på det, fisk.


Eller hjælper vi den med at finde ud af ville noget andet, som den faktisk kan lykkes med?

Hvad gør vi, hvis vi - i modsætning til fisken selv - kan se, at det slet ikke er fiskens egen drøm, men noget andre forventer af den? Et dumt ideal, fisken tror den bliver nødt til at lave op til, for at være god nok.


Og er det overhovedet noget, vi skal have en mening om som coaches, hvad der er godt og skidt for vores klienter at drømme om og bruge deres liv på at forsøge at realisere?


Store spørgsmål om etik og moral


Jeg er ikke så sikker på, hvad jeg mener om det hele, for det er nogle store spørgsmål.


Men jeg vil ikke have det godt med at hjælpe en fisk med at forfølge sin drøm om at blive god til at klatre i træer, hvis jeg kan se, at det ødelægger fiskens selvværd og gør den ulykkelig, fordi den aldrig lærer det.


Og slet ikke, hvis det ikke engang er fiskens egen drøm, men noget andre har lært den at tro på, at den skal kunne, for at være god nok.


Jeg synes, at fisken skal gøre noget, den er god til. Noget, der gør den glad.


Og jeg synes det er noget, vi har en etisk og moralsk forpligtelse til at forholde os til, når vi vælger at coache andre mennesker:


Hvad pokker gør vi, når og hvis vi oplever, at en klient farer vild i at forfølge en umulig drøm og leve op til et forskruet ideal, og får lavt selvværd og stress af det?


Vi registrerer vores egen synsning og suspenderer den, og så gir’ vi den gas med at hjælpe fisken med at finde ud af, hvilke negative overbevisninger, der forhindrer den i at blive god til at klatre i træer, så fisken kan erstatte dem med nogle positive overbevisninger om sit klatre-i-træer potentiale.


Eller hjælper vi fisken med at indse, at det er skidt for den, at ville klatre i træer, fordi den ikke kan, og fordi den får det skidt med sig selv af at ville det.


Det sidste er ikke coaching. Det første kan jeg ikke stå inde for, etisk og moralsk.


Hvad tænker I?


53 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle