Alt-er-muligt coaching gør mere skade end gavn?

Tidens største løgn er, at vi kan, hvad vi vil.


Løgnen betyder, at mange mennesker har alt for store ambitioner i forhold til deres evner, samt at deres uundgåelige nederlag efterlader dem tynget af selvbebrejdelse og skyldfølelse. Og ét af de steder, hvor løgnen trives bedst og gør mest skade, er indenfor coaching.


Det er Svend Brinkmann, der siger det.


Jeg synes han har fat i noget vigtigt, og spørgsmålet er, hvad det betyder for coaching.


Jeg er bekymret for, at mange coaches ender med at gøre mere skade end gavn, fordi de mere eller mindre ukritisk tager udgangspunkt i løgnen om, at man kan, hvad man vil. Jeg mener mener det er etisk og moralsk uansvarligt, når det sker, og jeg har et bud på, hvordan vi undgår det.


Det skriver jeg om i det her indlæg.



Fortællingen om, at alt er muligt

Jeg ved ikke, om det er tidens største løgn, for der er mange store løgne i tiden.


Men jeg er enig med Svend i, at der er en meget udbredt og meget usand fortælling i tiden om, at mennesker kan alt, hvad de vil.


Og jeg deler Svends oplevelse af, at fortælling stortrives indenfor coaching-verdenen.


Citatet på Adidas-reklamen nedenfor er ét af de citater, som coaches bruger flittigt på deres hjemmesider og facebooksider og Instagrams.



Frit oversat: Intet er umuligt. Det er bare noget små mennesker fortæller sig selv, fordi de ikke tør springe ud livet og udleve deres drømme. Hvis man bare tror på sig selv, og tror på, at man kan det, man vil, så er alt muligt.


Citatet er et eksempel på den fortælling, som mange coaches tager udgangspunkt i, og dermed er med til at reproducere.


Problemet med fortællingen: skyld med skyld på

Problemet med fortælling om, at alt er muligt, er grundlæggende, at den skaber lidelse for mennesker.


Dem, der køber ind på fortællingen, har ofte alt for store ambitioner. De vil noget, som de ikke har en jordisk chance for at opnå, fordi de ikke har forudsætninger for det (omstændigheder, evner, kompetencer, etc.).


Og når mennesker tror på, at alt er deres egen fortjeneste - fordi de kan alt, hvis de vil - så betyder det, at alt også deres skyld.


Konsekvensen er, at mange mennesker alt for entydigt bebrejder sig selv for deres nederlag - også når deres mål er realistiske - selvom deres nederlag helt eller delvist skyldes omstændigheder, som de ikke selv er herre over.


Og dermed bliver nederlaget dobbelt svært:


Alle muligheder var jo åbne, og de kunne have have gjort og opnået, hvad de ville, men det gjorde de ikke. Skyld med skyld på.


Vores ansvar som coaches?

Når det kommer til stykket, er der nok ikke så mange coaches, der tror på, at alt bogstaveligt talt er muligt.


Men når en coach tager udgangspunkt i alt-er-muligt fortællingen, risikerer hun så ikke at 'inspirere' sine klienter til at købe ind på historien, og til at tro på, at de kan noget, de slet ikke kan.


Risikerer coachen ikke at 'hjælpe' sine klienter til at ville noget, de ikke kan opnå, fordi de bare ikke har evnerne eller kompetencerne til det, eller fordi eksterne omstændigheder gør det umuligt?


Og risikerer coachen ikke dermed at styre sine klienter i armene på uundgåelige nederlag, fulde af selvbebrejdelse og skyld med skyld på?


Det tror jeg. Og det tror Svend også, er jeg ret sikker på.


Derfor er det i min optik etisk og moralsk uansvarligt, når coaches dyrker og styrker fortællingen om, at man kan alt, hvad man vil.


Hvad er det gode alternativ?

Mit eget alternativ til at bilde mennesker ind, at alt er muligt, ser i overskrifter sådan her ud:


Når jeg coacher, fokuserer jeg på at hjælpe mine klienter med at blive opmærksomme på deres styrker og kompetencer og potentialer og handlemuligheder, etc.


Det gør jeg blandt andet med teoretisk inspiration fra ‘den anerkendende tilgang’ og fra ‘positiv psykologi’, og med afsæt i min egen erfaring med, at det skaber værdi - især når en klient bærer rundt på en masse usande negative forestillinger om sig selv, der spænder ben for hende i livet.


Men ofte jeg har lige så meget fokus på at hjælpe mine klienter med at blive afklarede omkring, hvad de ikke er gode til, og hvad de ikke kan - og med at acceptere det.


Min erfaring er, at det er frisættende og motiverende for dem at indse og acceptere, at der er uendeligt meget, der er komplet umuligt for dem. Fordi de ikke har evnerne eller kompetencerne og/eller på grund af eksterne omstændigheder, de ikke er herre over.


Det hele bliver meget mere overskueligt for klienten, når en masse døre smækker i på samme tid, og et stort pres letter på et øjeblik.


Det er de sænkede skuldres og dybe suks og store smils øjeblikke. Det er ofte ret magisk.


Og ofte går det i samme moment op for klienten, at hendes mål slet ikke var hendes egne, men noget hun troede, at andre forventede af hende og/eller hun blev nødt til at opnå for at være god nok i andres øjne. Og når det er helt magisk, så slutter sessionen lige der.

Og det pudsige er, at når en klient bliver afklaret omkring, hvor ufatteligt begrænsede hendes evner og kompetencer er, og hvor lillebitte hendes mulighedsrum er, og når hun accepterer det, så ender hun alligevel med at kunne, hvad hun vil;


Ikke fordi alt er muligt, men fordi hun ender med at ville noget, hun kan.


Når det sker, går klienten ud af døren med et realistisk mål og en realistisk tro på, at hun kan nå det.


Hun bliver ikke verdens bedste bokser. Til gengæld ligger vejen åben for, at hun lykkes med det, hun gerne vil, og som gør hende glad.


Bh, Lasse




129 visninger2 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle