Coaching (4).png
20220804_174836 (5)_edited_edited.jpg

En blog om coaching og konfliktvejledning

Det her er min blog, hvor jeg deler tanker og erfaringer fra mit arbejde med coaching og konfliktvejledning.

Jeg tror, at andre kan have glæde af, at jeg deler det, fordi jeg ofte - helt uden at anstrenge mig for det - kommer til at se tingene fra nogle skæve vinkler, og sætter spørgsmålstegn ved meget, som de fleste tager for givet. 

Og så vil jeg gerne vide, hvad andre tænker og det, jeg gør mig tanker om, så jeg selv kan blive klogere.

Så kig med og skriv løs. 

Jeg har en separat hjemmeside om coaching og konfliktvejledning, fordi jeg er den eneste i Center for Dialog, der coacher.  

 

Den, hjemmesiden, er lige her

Bh, Lasse

Coaching (7).png


Jeg ledte efter et coaching citat, jeg kunne skrive noget klogt om, som ikke handlede om det der med, at det er noget vrøvl, at alt er muligt og man kan, hvad man vil - fordi jeg allerede har skrevet om det et par gange.


Men så faldt jeg over det her Einstein citat, som jeg ikke har set før. Og det er så spot-on i forhold til min skepsis overfor ‘alt er muligt’ tilgangen til coaching, at jeg ikke kan lade være med at bruge det.


Vi er alle sammen genier, siger Einstein. Der er noget, vi er gode til. Men der er også noget, vi er virkeligt ringe til, og som vi aldrig kan blive gode til. Fisken kan aldrig lærer at klatre i træer.


Og hvis vi bedømmer og dømmer og værdsætter os selv i forhold til det, som vi ikke kan finde ud af, så kan vi bruge et helt liv på at dømme os selv ud og tro, vi er dumme.


Så derfor - mener Einstein, er jeg sikker på - skal vi ikke bruge vores liv på at prøve på at gøre og opnå noget, vi er dårlige til og ikke har en chance i helvede for at lykkes med. For vi ender bare med at få et lavt selvværd og blive ulykkelige af det.


Vi skal gøre noget, vi er gode til. Hvis vi gerne vil være lykkelige, forstås.


Coachens dilemma i mødet med umulige drømme


Men hvad gør vi som coaches, når en fisk kommer til os med en drøm om at blive verdensmester i at klatre i træer?


Fortæller vi fisken, at hvis den kan drømme det, kan den gøre det. At den kan lære det, hvis den virkeligt vil. At alt er muligt. Tro på det, fisk.


Eller hjælper vi den med at finde ud af ville noget andet, som den faktisk kan lykkes med?

Hvad gør vi, hvis vi - i modsætning til fisken selv - kan se, at det slet ikke er fiskens egen drøm, men noget andre forventer af den? Et dumt ideal, fisken tror den bliver nødt til at lave op til, for at være god nok.


Og er det overhovedet noget, vi skal have en mening om som coaches, hvad der er godt og skidt for vores klienter at drømme om og bruge deres liv på at forsøge at realisere?


Store spørgsmål om etik og moral


Jeg er ikke så sikker på, hvad jeg mener om det hele, for det er nogle store spørgsmål.


Men jeg vil ikke have det godt med at hjælpe en fisk med at forfølge sin drøm om at blive god til at klatre i træer, hvis jeg kan se, at det ødelægger fiskens selvværd og gør den ulykkelig, fordi den aldrig lærer det.


Og slet ikke, hvis det ikke engang er fiskens egen drøm, men noget andre har lært den at tro på, at den skal kunne, for at være god nok.


Jeg synes, at fisken skal gøre noget, den er god til. Noget, der gør den glad.


Og jeg synes det er noget, vi har en etisk og moralsk forpligtelse til at forholde os til, når vi vælger at coache andre mennesker:


Hvad pokker gør vi, når og hvis vi oplever, at en klient farer vild i at forfølge en umulig drøm og leve op til et forskruet ideal, og får lavt selvværd og stress af det?


Vi registrerer vores egen synsning og suspenderer den, og så gir’ vi den gas med at hjælpe fisken med at finde ud af, hvilke negative overbevisninger, der forhindrer den i at blive god til at klatre i træer, så fisken kan erstatte dem med nogle positive overbevisninger om sit klatre-i-træer potentiale.


Eller hjælper vi fisken med at indse, at det er skidt for den, at ville klatre i træer, fordi den ikke kan, og fordi den får det skidt med sig selv af at ville det.


Det sidste er ikke coaching. Det første kan jeg ikke stå inde for, etisk og moralsk.


Hvad tænker I?


53 visninger0 kommentarer

Tidens største løgn er, at vi kan, hvad vi vil.


Løgnen betyder, at mange mennesker har alt for store ambitioner i forhold til deres evner, samt at deres uundgåelige nederlag efterlader dem tynget af selvbebrejdelse og skyldfølelse. Og ét af de steder, hvor løgnen trives bedst og gør mest skade, er indenfor coaching.


Det er Svend Brinkmann, der siger det.


Jeg synes han har fat i noget vigtigt, og spørgsmålet er, hvad det betyder for coaching.


Jeg er bekymret for, at mange coaches ender med at gøre mere skade end gavn, fordi de mere eller mindre ukritisk tager udgangspunkt i løgnen om, at man kan, hvad man vil. Jeg mener mener det er etisk og moralsk uansvarligt, når det sker, og jeg har et bud på, hvordan vi undgår det.


Det skriver jeg om i det her indlæg.



Fortællingen om, at alt er muligt

Jeg ved ikke, om det er tidens største løgn, for der er mange store løgne i tiden.


Men jeg er enig med Svend i, at der er en meget udbredt og meget usand fortælling i tiden om, at mennesker kan alt, hvad de vil.


Og jeg deler Svends oplevelse af, at fortælling stortrives indenfor coaching-verdenen.


Citatet på Adidas-reklamen nedenfor er ét af de citater, som coaches bruger flittigt på deres hjemmesider og facebooksider og Instagrams.



Frit oversat: Intet er umuligt. Det er bare noget små mennesker fortæller sig selv, fordi de ikke tør springe ud livet og udleve deres drømme. Hvis man bare tror på sig selv, og tror på, at man kan det, man vil, så er alt muligt.


Citatet er et eksempel på den fortælling, som mange coaches tager udgangspunkt i, og dermed er med til at reproducere.


Problemet med fortællingen: skyld med skyld på

Problemet med fortælling om, at alt er muligt, er grundlæggende, at den skaber lidelse for mennesker.


Dem, der køber ind på fortællingen, har ofte alt for store ambitioner. De vil noget, som de ikke har en jordisk chance for at opnå, fordi de ikke har forudsætninger for det (omstændigheder, evner, kompetencer, etc.).


Og når mennesker tror på, at alt er deres egen fortjeneste - fordi de kan alt, hvis de vil - så betyder det, at alt også deres skyld.


Konsekvensen er, at mange mennesker alt for entydigt bebrejder sig selv for deres nederlag - også når deres mål er realistiske - selvom deres nederlag helt eller delvist skyldes omstændigheder, som de ikke selv er herre over.


Og dermed bliver nederlaget dobbelt svært:


Alle muligheder var jo åbne, og de kunne have have gjort og opnået, hvad de ville, men det gjorde de ikke. Skyld med skyld på.


Vores ansvar som coaches?

Når det kommer til stykket, er der nok ikke så mange coaches, der tror på, at alt bogstaveligt talt er muligt.


Men når en coach tager udgangspunkt i alt-er-muligt fortællingen, risikerer hun så ikke at 'inspirere' sine klienter til at købe ind på historien, og til at tro på, at de kan noget, de slet ikke kan.


Risikerer coachen ikke at 'hjælpe' sine klienter til at ville noget, de ikke kan opnå, fordi de bare ikke har evnerne eller kompetencerne til det, eller fordi eksterne omstændigheder gør det umuligt?


Og risikerer coachen ikke dermed at styre sine klienter i armene på uundgåelige nederlag, fulde af selvbebrejdelse og skyld med skyld på?


Det tror jeg. Og det tror Svend også, er jeg ret sikker på.


Derfor er det i min optik etisk og moralsk uansvarligt, når coaches dyrker og styrker fortællingen om, at man kan alt, hvad man vil.


Hvad er det gode alternativ?

Mit eget alternativ til at bilde mennesker ind, at alt er muligt, ser i overskrifter sådan her ud:


Når jeg coacher, fokuserer jeg på at hjælpe mine klienter med at blive opmærksomme på deres styrker og kompetencer og potentialer og handlemuligheder, etc.


Det gør jeg blandt andet med teoretisk inspiration fra ‘den anerkendende tilgang’ og fra ‘positiv psykologi’, og med afsæt i min egen erfaring med, at det skaber værdi - især når en klient bærer rundt på en masse usande negative forestillinger om sig selv, der spænder ben for hende i livet.


Men ofte jeg har lige så meget fokus på at hjælpe mine klienter med at blive afklarede omkring, hvad de ikke er gode til, og hvad de ikke kan - og med at acceptere det.


Min erfaring er, at det er frisættende og motiverende for dem at indse og acceptere, at der er uendeligt meget, der er komplet umuligt for dem. Fordi de ikke har evnerne eller kompetencerne og/eller på grund af eksterne omstændigheder, de ikke er herre over.


Det hele bliver meget mere overskueligt for klienten, når en masse døre smækker i på samme tid, og et stort pres letter på et øjeblik.


Det er de sænkede skuldres og dybe suks og store smils øjeblikke. Det er ofte ret magisk.


Og ofte går det i samme moment op for klienten, at hendes mål slet ikke var hendes egne, men noget hun troede, at andre forventede af hende og/eller hun blev nødt til at opnå for at være god nok i andres øjne. Og når det er helt magisk, så slutter sessionen lige der.

Og det pudsige er, at når en klient bliver afklaret omkring, hvor ufatteligt begrænsede hendes evner og kompetencer er, og hvor lillebitte hendes mulighedsrum er, og når hun accepterer det, så ender hun alligevel med at kunne, hvad hun vil;


Ikke fordi alt er muligt, men fordi hun ender med at ville noget, hun kan.


Når det sker, går klienten ud af døren med et realistisk mål og en realistisk tro på, at hun kan nå det.


Hun bliver ikke verdens bedste bokser. Til gengæld ligger vejen åben for, at hun lykkes med det, hun gerne vil, og som gør hende glad.


Bh, Lasse




129 visninger2 kommentarer